Som I kan se, er det her jo mit første indlæg og på min første blog, så bær over med mig, hvis jeg ikke er særlig god til at holde jer opdaterede, mine indlæg bliver for lange eller korte eller andre ting, I synes, jeg kan gør bedre. I er mere end velkomne til at stille spørgsmål eller komme med feedback i kommentar-boksen nedenunder!
For at starte fra en ende af, så valgte jeg at skrive en blog, for at holde alle - både dem hjemme i Danmark og muligvis andre steder fra - opdaterede om, hvad der sker næste år, når jeg er af sted som udvekslingsstudent i året 2013/14 og for, at jeg altid kan læse og mindes alle de dejlige minder jeg får! Jeg ved desværre ikke endnu, hvor jeg skal hen, men jeg får det at vide her omkring jul og jeg glæder mig utrolig meget til det! Jeg krydser fingre for USA, og det ville være en stor hjælp, hvis I også ville krydse et par fingre eller 10.
Som enhver anden teenage-pige læser jeg selvfølgelig ViUnge, hvor der var en annonce for STS, tror jeg, om, at man kunne blive udvekslingsstudent. Jeg havde aldrig nogen sinde tænkt på det, faktisk kun fordi jeg ikke vidste, at man kunne blive det, men jeg blev hurtigt meget opsat på at blive det! Jeg fortalte mine forældre om det; min mor var ikke så glad for det i starten, men skiftede til sidst mening, mens min far var lidt mere støttende til at begynde med. Nok om det, jeg fik i hvert fald lov, og jeg er evigt taknemmelig! (Tusind tak I to!)
Jeg undersøgte lidt på nettet og forhørte mig lidt rundt omkring angående organisationer. Jeg hørte meget godt om Rotary, som jeg hurtig valgte, skulle være den organisation jeg ville repræsentere. Rotary var tilsyneladende også en fuldstændig frivillig organisation, hvor værtsfamilierne f.eks. ikke bliver betalt, for at have udvekslingsstudenter boende, men samtidig skal man så også bo hos tre forskellige familier det år man er ude. I starten var jeg meget skeptisk over for det, men fik en lille hurtig chat med en tidligere Rotary udvekslingsstudent, der sagde, at det på mange måder var bedre, men at hun også havde været nervøs for det i starten.
Jeg udfyldte en midlertidig ansøgning - hvor jeg bare skulle skrive basis oplysninger, svare på nogle spørgsmål om min hverdag etc. og indsætte nogle billeder; ikke det helt store - og sendte den videre til min counselor, der d. 25. september sendte mig en mail om, at han syntes min ansøgning, var så interessant, at han ville se mine forældre og jeg til en dybdegående samtale med ham (min counselor) og en anden mand fra Rotary. Jeg var helt rundt på gulvet og fangirlede (hvis man kan sige det) for vildt! Jeg var så glad! Jeg vidste, at to andre havde ansøgt, og jeg forventede det værste, for ikke at blive skuffet.
D. 5. oktober var vi til samtalen, hvor de stillede mig en masse spørgsmål, om, hvad jeg ville gøre i forskellige situationer og alt muligt med, at jeg jo ikke kunne være sikker på at komme til USA, som jeg gerne vil, men at jeg skal være indstillet på, at jeg måske kunne havne i Chile og snakke spansk, at jeg ikke ville kunne komme hjem og besøge familien eller omvendt, men det vidste jeg så i forvejen, og har været indstillet på det hele tiden. Ellers var der ikke specielt meget andet ved den samtale, andet end, at han i slutningen sagde, at det var mig der skulle af sted! Det er stadig ikke gået op for mig og kan mærke at jeg glæder mig mere og mere for hver dag!
So sorry for det lange indlæg, men det var det første. Jeg holder jer opdaterede og skriver med det samme, jeg ved, hvor jeg skal hen!
Hvis du er nået heeeeelt her ned i bunden, så er jeg suuuper glad for, at du gad læse det hele og at du vil fortsætte med at læse videre og følge min blog.
Love you peeps!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar